Sigurd Meng Witt

-->

Hvem er du?

 

Jeg hedder Sigurd, er 18 år gammel og bor i Billum. Udover Tvær-GK går jeg på Esbjerg Gymnasium, hvor jeg ved hjælp af en elite-kulturordning har fået mulighed for at kunne sprede min studietid over 4 år i stedet for 3.

 

 

Hvordan vil du beskrive dit kunstneriske arbejde?

 

Mit kunstneriske arbejde er ofte meget omskifteligt. Igennem mine 2 år på BGK og nu dette på Tvær-GK har jeg prøvet en del forskellige medier og materialer, og har dog ikke rigtig fundet noget, jeg foretrækker. Ikke desto mindre har jeg nok brugt tegning, video og installation mest. Performance har også været et gennemgående medie, når holdet har skullet arbejde sammen.

 

Som regel er det ikke fordi, jeg prøver at komme med et specifikt budskab eller har nogen hensigt med det, jeg laver. Arbejdet kommer oftest af en fascination eller en interesse. Noget jeg måske bare gerne vil gengive. Og så er det at tvivlen om, hvordan jeg skal gøre det, slår ind. Tvivlen bliver efterfulgt af uendelige frustrationer, som sommetider fuldstændig forhindrer mig i at arbejde videre. Det kan være svært at komme igennem de perioder, men efterhånden er det blevet tydeligt, at jeg bare skal springe ud i at gøre noget i stedet for at overveje det. Forsøge og lege mig frem.

 

 

Det med tvivlen lyder interessant. Har tvivlen også en positiv side, idet usikkerheden også kan være en arbejdsmetode?

 

Tvivlen kan naturligvis også have den positive side, at man overvejer sit arbejde. Er der noget, der skal med, og er der noget, der ikke skal med i det endelige værk, osv.? På den måde kan man godt vende det til en mere forsigtig arbejdsmetode med omtanke i hovedsædet, men for mig er det en balancegang. Jeg bliver meget hurtigt opslugt af usikkerhed og stopper som sagt helt med at producere noget, hvis jeg tænker for meget over det. Dog tror jeg heller ikke, at man kan undgå en fase i sit arbejde, hvor man netop bliver nødt til at spille på den tvivl. Man bliver nødt til at overveje, det man laver. En slags sortering og anretning af de forhenværende forsøg og lege.

 

 

Hvorfor valgte du at søge ind på Tvær-GK?

 

Jeg valgte egentlig ikke som sådan at søge ind men blev nærmere tilbudt det. På det tidspunkt var det ikke helt til at sige, hvad Tvær-GK ville blive. Det var nu alligevel et forsøg værd, tænkte jeg, bl.a. fordi jeg kendte nogle af de andre, som søgte ind og samtidig var lidt nysgerrig på, hvad det tværkunstneriske arbejde kunne byde på.

-->

 

Udvalgte værker:

 

· Versalerne brister

 

· Fotografier og data fra gåtur. D.12/4 2020

 

· Kort over objekter i haven

 

· Fejer ...

 

· Vestjyske eventyr

 

· Vestjyske eventyr (bog)

 

· Flughafen Frankfurt am Main

 

· Gipsæble på gaden